mandag 22 april 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Traktørstedet er klar til foråret

traktoerstedet P1030471Traktørstedet på Naturcenter Amager vil ikke blot have byens bedste udsigt, men også åbne stedet for flere arrangementer.
Her i foråret kommer der bl.a. vinsmagning, træning & morgenmad, urtesmagning og grillaftener.

• "Den dag vi får et skilt eller måske et flag oppe ved vejen, så bliver det lettere for folk at finde ud af, at vi er her,” smiler Hanne Barild, der er forpagter af Traktørstedet i Naturcenter Amager.
For selv om Traktørstedet er velbesøgt, er der gode muligheder for at huse endnu flere gæster til grill, kolde øl eller økologisk vin, og ikke mindst den fantastiske natur.
Vi sidder i den lyse restaurant med vinduer på tre af siderne og udsigt ud over fælleden og den langsomt nedgående sol. Enkelte skyer blæser forbi på himlen, og i restauranten er der børn, der leger, og et selskab har sat sig i nærheden. Efter at de velskænkede, skummende øl fra Amager Bryghus er serveret, går snakken i selskabet lystigt.
Hanne Barilds intense øjne lyser op, da hun kigger rundt og ikke mindst ud.

Foto: Personalet på Traktørstedet er klar til foråret. Fra venstre ses Janett, Line, Laura og Hanne.

“Du finder nok ikke mange steder, hvor du på et sted kan opleve så fantastiske solnedgange og samtidig få noget godt at spise og slukke tørsten,” siger hun.
I tre år har hun forpagtet restauranten fra Naturstyrelsen, og i de tre år er der sket store ændringer på stedet. I 2016 var der kun åbent i sommerhalvåret, for huset var slet ikke isoleret, så det var umuligt at være der om vinteren. Men det skulle være muligt.
Derfor gik hun og hendes daværende partner i gang med at renovere og isolere bygningen - med stor hjælp fra naboerne i naturcentret, Amager Skovhjælpere. I dag er der nyt gulv, isoleret loft og termoruder i det store vinduesparti. Der er også bygget en ny disk. Der har været nok at se til.
“Amager Skovhjælpere har været en fantastisk hjælp, og sørget for at det overhovedet har kunnet lykkedes, for selv om vi byggede om, så insisterede vi på at holde åbent. Det var selvfølgelig bøvlet og betød, at det tog længere tid og dermed også blev dyrere, men det var det, vi ville,” siger Hanne Barild.

Noget helt særligt
Det var ikke fordi det lå i kortene, at det lige var kromutter Hanne Barild skulle være. Hun er uddannet kropsterapeut, men har dog også været madmor i nogle børnehaver, så det var ikke helt fremmed at skulle lave mad til mange og andre. Men der var noget helt særligt ved Naturcenteret, som trak.
“Min mand og jeg og vores børn er jo kommet her meget, og kendte stedet godt, og da det pludseligt gik op for os, at der var en mulighed for at overtage stedet, så var det med at finde sparepengene frem og smøge ærmerne op og gå i gang.”
Hun husker stadig den spænding, der var omkring den oprindelige aftale, for der var en risiko for, at andre også ville byde ind på stedet.
“Det var nervepirrende, at se der var andre interesserede, men heldigvis trak de sig igen. De var måske bekymrede for, hvordan man skulle klare sig gennem vinteren, men det tænkte vi ikke så meget på.”

Økologi er vigtigt
Den nye indretning og de stærkt forbedrede lokaler betyder, at menuen nu er udvidet, bl.a. med burgere og diverse retter. Kødet kommer fra afgræsningskvæg, der går ude på fælleden og holder græsset nede. Hanne Barild kaster et blik ud under halvtaget.
“Lige nu er vi ved at koge fond, den er ikke færdig før end i aften. Jeg kan godt lide tanken om, at vi bruger det hele. Bæredygtighed er den grundlæggende idé, vi arbejder efter, så vi køber også vores grøntsager lokalt fra Seerupgaard - de er økologiske, ligesom stort set alt andet, vi serverer.”
Ja, faktisk er det kun de lokale øl fra Amager Bryghus, der endnu ikke er økologiske, men vin og spiritus er, og Hanne Barild blev for sent opmærksom på den lokale, økologiske gin, som beboere i nabokarréen 8Tallet har fremstillet.
“Selvfølgelig skal vi have den på kortet. Ja, måske skal vi have en Gin-smagning herude. Det kunne jeg godt tænke mig.”

Økologisk vin fra Tyskland
9. marts er der vinsmagning med økologisk vin fra Tyskland, hvor Morten Hjorth Jahnsen, der er en trofast gæst på Traktørstedet vil komme forbi med økologiske vine fra Biovini.
Blandt vinene er en mousserende vin lavet på riesling-druer som Biovini selv har fået fremstillet, og som de betegnende nok har døbt Bio-bobler.
“Vi er jo ikke et kulturhus, men vi vil gerne have arrangementer, der kan knytte natur og kultur sammen. Det er ligesom hele ideen og meningen med Traktørstedet,” siger Hanne.

Træning & Morgenmad
I forøret kommer der også et tilbud til de morgenfriske, der har lyst til at få rørt kroppen og en dejlig morgenmad bagefter. I samarbejde med den personlige træner Anne-Mette Hariken er der i første omgang planlagt tre omgange Træning & Morgenmad - første gang er 31. marts.
“Det er intens, fysisk træning ude i naturen, og så er der mulighed for at få en dejlig morgenmad og socialt samvær bagefter,” fortæller Hanne Barild.

Urteture
Traktørsteder bruger også naboen Kalvebod Fælled som leverandør af både urter og bær til traktørstedets retter.
“Vi har en urteansvarlig ansat, der samler, præparerer og registrerer urterne til Fødevarestyrelsen, så alt er under kontrol. Vi vil også gerne arrangere en række samleture, hvor vi tager ud og finder urter og hører om dem og lærer at præparere dem. Den første finder sted 21. maj, hvor vi vil samle hvidtjørnblomster. Det kommer både gæster og os til gode, fordi vi er mange til at samle blomsterne ind, som kan bruges i vores kombucha, marmelade og sirup, og så får deltagerne også en portion med hjem og så spiser vi aftensmad sammen bagefter. Den slags ture vil vi gerne lave en tre til fire gange om året,” fortæller Hanne Barild.

Hoppende køer og musik
Listen med arrangementer er ikke endnu længere. Der er blot ikke dato på flere af dem endnu. Men Traktørstedets facebook og hjemmeside vil blive opdateret med de nyeste arrangementer. Det beboerne i Ørestad og resten af København kan se frem til, er blandt andet, at Traktørstedets kvæg kommer på græs, hvilket plejer at være en sjov oplevelse for hele familien. Hanne Barild håber også, at traktørstedet kan blive brugt til musik, foredrag og teater. Hun har allerede visse kunstnere i tankerne, men derom senere, smiler hun.
"For mig handler Traktørstedet om fællesskaber. Det er et rum, hvor man kan være sammen, og hvor der også er rummelighed, og hvor man kan skabe noget nyt både kulturelt og socialt."

Kommende arrangementer
Vinsmagning på økologiske vine fra Tyskland 9. marts kl. 14.00 - 17.00
Der bydes blandt andet på en enestående boblevin fra Biovini, og Traktørstedet serverer stenbiderrogn med selleri rösti og rygeostcreme på hjemmebagt ristet speltbrød.
Træning & Morgenmad 31. marts kl 8.30 - 11.30 m. fl.
Intens, fysisk træning ude i naturen og dejlig morgenmad på Traktørstedet bagefter.
Urtesamlertur 21. maj m. fl.
Vær med til at samle urter og bær på Kalvebod Fælled og lær, hvordan de skal behandles, og hvad de kan bruges til
Slip køerne løs på fælleden
Se de unge køer, når de slippes løs på Kalvebod Fælled
Grillaftener
Nyd et dejligt stykke kød eller en friskgrillet fisk, samt en iskold øl fra Amager Bryghus, mens solen langsomt går ned i horisonten.
Musik, teater og foredrag
Følg med på facebook eller www.traktoerstedetvestamager.dk med seneste nyt om diverse arrangementer.

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Louises klumme