lørdag 26 september 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Senior vitaminer og den forsvundne talje

louise raaschou OKT 2015At fylde halvtreds er en milepæl. En af de helt hårde nysere.

• Halvtreds. Om et øjeblik runder jeg de halvtreds. År, altså. Havde det nu handlet om beholdningen af fede par sko, så ville det være et ret lækkert antal. Men i alder? Not so much. Jeg føler, at jeg burde have akkumuleret livserfaring - visdom, om man vil - på et højere plan end tilfældet rent faktisk er. For et halvt århundrede er immervæk en slat. Rigelig tid, skulle man mene, til at lære af sine fejl og langsomt, men sikkert, blive en ældre og bedre version af sig selv. For slet ikke at nævne al den tid, man har haft til at nå sine mål og til at finde nogle mål, man skulle nå. Masser og atter masser af tid. Men jeg har umiddelbart ret svært ved at redegøre for de der 18.263 dage; faktisk begriber jeg ikke, hvor de blev af. 

”Man kan, hvad man vil, alder er ingen hindring,” påstår mange og henviser gerne til Bent Fabricius Bjerre, der ikke lod sine sølle femoghalvfems år stå i vejen. Fred være med den holdning - og med Bent - men de fleste når alligevel til et punkt i livet, hvor der bliver kigget rationelt på livsplanerne. 

Selv er jeg, for eksempel, nået frem til den konklusion, at jeg nok ikke bliver dyrepasser i Zoologisk Have alligevel. Aldrig nogensinde, faktisk, slog det mig for nylig. Før har det ellers ligget lidt i baghovedet, at det kunne man jo stadig vælge. Jeg så mig selv være på fornavn med okapien og joke indforstået på tegnsprog med elefanterne, og være så dus med dyrene, at det halve kunne være nok. Men nu erkender jeg blankt, at jeg overhovedet ikke har lyst til at skovle okapi-bæ. Jeg orker det simpelthen ikke. 

Jeg magter heller ikke at skulle op klokken puha hver dag og skubbe en trillebør med foder rundt i timevis. Ikke engang tanken om det magter jeg, desuden får jeg efterhånden altid så ondt i ryggen. Og ideen om at jeg på nuværende tidspunkt i mit liv skulle kunne gennemføre en fire år lang erhvervsuddannelse, er bare absurd. På Trump & Grønland niveau.

Men det er ikke kun fremtiden jeg nu ser klart, takket være alderens ubarmhjertighed; jeg ser også mig selv. ”Man er kun så gammel, som man selv føler sig. Alder er bare et tal,” siger folk ellers og mener det vist godt. Så prøver man at hvile i følelsen af stadig at være femten, (tyve på de sporadiske, fornuftige dage), og har det egentlig helt fint, indtil man kommer forbi et spejl. Og lige pludselig får man øje på en femtenårig, som må have levet det hårdeste liv, for bloody hell, hun ligner jo en på halvtreds! Og det skulle altså være en trøst? Ikke en skidegod en af slagsen, det vil jeg godt lige påpege. Jeg er heller ikke sikker på, at det vil regne med komplimenter, skulle jeg præsentere mig selv som en, der rent faktisk kun er i starten af tyverne, (indeni, lissom.) For det er bare ikke særlig frækt at se omkring tredive år ældre ud, end man føler sig, og ”wau, du holder dig godt,” vil næppe være reaktionen. 

Dog skulle der også være strålende ting at se frem til i halvtredserne, hører jeg. Mest fra kvinder i halvtredserne, men alligevel: De taler om den indre ro. Som kommer af at man ikke længere halser efter skønhedsidealer, uopnåelige ambitioner eller andres accept. (Er det fordi, det er for sent? Skulle spørge for en ven…)  Usikkerhed er - ligesom ægløsninger - en saga blot i de skønne Femmere, og jeg forsøger at lytte til forsikringerne. Det gør jeg virkelig. Men jeg ved også, at der er ting, jeg vil savne. Min talje, for eksempel. 

I takt med, at den ryger, følger der sikkert også et obligatorisk stilskifte med, som jeg vist hellere må sætte mig ind i. Noget kaftan couture, som kan skjule manglen på talje, når man er ude. (Så man ikke er hende den unge, der ligner en på halvtreds OG er taljeløs oveni.) Men det er måske også meget godt; vil så nødigt være kvinden med de blå tænder, der burde have droppet bodystockingen med leopardtryk for længe siden. Jeg vil også savne podernes mor-smiger, som for ikke så forfærdelig længe siden var ubetinget, (”du er ikke gammel, mor”), men som nu gradbøjes: ”Du er ikke gammel, mor. Ikke meget, i hvert fald. Altså, ikke vildt gammel.” 

Og måske vil jeg også savne fyrrerne. Sjovt nok kan jeg huske følelsen af panik dengang, lige før jeg rundede de fyrre, hvor jeg var overbevist om, at mit liv aldrig ville blive det samme. Det blev det heller ikke, det blev meget federe. Ja det synes jeg faktisk, sådan i det store og hele, når jeg nu kigger tilbage. Men det var altså også noget helt, helt andet. Dengang skulle jeg ikke hen til 50+ senior hylden for at finde vitaminer. Dengang optrådte ordet ’forebyggende’ på anti-age cremerne i stedet for ’fugt til 50+ huden’, som åbenbart er det eneste, der er at stille op, når man når hertil. Dengang var jeg ikke i reklamernes målgruppe for urtetabletter mod svedeture. Og ingen - ingen - så meget som antydede, at jeg snart kunne vinke farvel til min talje. Dengang. 

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 49 år gammel, har to sønner på 18 og 13 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Louises klumme

DEBAT: