onsdag 3 juni 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader                    BUSINESS

Cafeér og restauranter: 'BRUG OS'

timo L1010657Ørestads spirende café- og restaurantliv drives af engagerede ildsjæle uden sikkerhedsnet. De har mere end nogensinde brug for de lokales opbakning for at overleve under coronakrisen. I sidste uge kæmpede hver af dem med spørgsmålet, hvor længe det var forsvarligt at holde åbent. Take away og forsøg på at få beboernes opbakning ser ud til at være den løsning, som mange vælger lige nu.

OBS: Siden denne artikel blev skrevet, er forsamlinger på over 10 personer blevet forbudt, og caféer og restauranter har fået besked om at lukke for gæster.

Café 8tallet og RAMBLA
Timo Hoffman har åbnet og drevet flere restauranter i Ørestad i 10 år, for tiden driver han Café 8Tallet og RAMBLA. Det har igennem alle årene været 'op ad bakke' og krævet mange arbejdstimer. Fredag i sidste uge skrev Timo Hoffman en meget usædvanlig hilsen til Ørestads beboere på facebook. Café 8Tallet og RAMBLA Bar & Grill stod i fare for at lukke permanent, hvis ikke restauranterne kom igennem covid-19 krisen. Og det ville de kun gøre, hvis Ørestads beboere bakkede op.

"Min situation er at jeg pt. er presset på likviditeten og derfor, alt efter hvor lang tid dette bliver ved, kan blive nødt til at prioritere imellem mine restauranter... Er det her ”jeres” problem? Nej naturligvis er det ikke det, men det er mit problem, et problem der kan få kæmpe konsekvenser for mig og min familie, hvorfor jeg naturligvis 1. - er nødt til at råbe op på en måde jeg aldrig har gjort før og 2. -er nødt til at håbe på at der er flere der forstår og er enige med mig, end det modsatte. Jeg håber af hjertet på alles støtte, så det efter denne vanvittige situation, stadig er mig der får fornøjelsen af at have jer som gæster i mine restauranter".

Til Ørestad Avis forklarede Timo Hoffman om sit nødråb:

"Det kan godt være at jeg får en masse negative kommentarer, men det er den rene sandhed. Hvis vi må lukke her i Ørestad, ja så er det bare sådan det er, men jeg vil kæmpe til det sidste for at kunne fortsætte, og derfor må jeg henvende mig til beboerne direkte," sagde Timo Hoffman, imens han var i gang med at planlægge take-away menu og meget andet i Café 8Tallet. Hans kone Rojda Michelle og sønnen Hjalmar, hjemsendt fra den lukkede skole, kom med på et foto til avisen. Stemningen var fattet. 

Dagen efter opslaget på facebook kunne Rojda Michelle skrive en ny personlig hilsen fra sin personlige profil til alle i Ørestad: 

"Vi er helt overvældede og rørte over jeres støtte. Som beboer og erhvervsdrivende i Ørestad har jeg aldrig oplevet naboskab som dette, jeg har set en hel ny side af Ørestad. Fredag aften og hele lørdag betjente jeg i 8-Tallet, mens min mand Timo Hoffman og vores søn Hjalmar var på Rambla. I var mange der ville bruge den solrige lørdag på 8-Tallet og desværre var nogen nødt til at gå forgæves. Vi har lovet at passe på os selv og på jer, ved ikke at have for mange gæster inde ad gangen og intensivere rengøringen. Derfor måtte vi sige nej tak til nogen af jer skønne lokale, for at vi kunne holde vores løfter... Tusinde tak til jer alle sammen. Hvis Rambla og 8-Tallet overlever denne krise, så bliver det en helt anden stemning, så er det nemlig jer som har løftet os ud af denne krise og det vil vi være jer evigt taknemmelige for." 

roots L1010663ROOTS
Cafeen Roots i 8TALLET aflyste flere arrangementer i sidste uge.

"I tirsdags havde vi kunder til Champions League, men de valgte at gå ved halvlegen på grund af frygt for smitte. Efter regeringens udmelding var der helt tomt, så ja, det er nogle hårde tider, vi oplever i øjeblikket," fortæller indehaver Alexandra Kacser. 

I weekenden holdt caféen åbent som den plejer, men kun med 10 siddende gæster i stedet for 28. Men søndag aften belsuttede hun at lukke indtil videre og kun tilbyde take away med levering.

"1000 TAK for Jeres støtte i disse tider! Det er jeg utrolig glad og taknemmelig for! Efter disse 4 dage ind i nedlukningen, har jeg dog besluttet at lukke Roots til d.31/3 for normal aktivitet – og forhåbentlig kun til den dato. Det var ikke en nem beslutning – vi er som I ved nye på markedet og denne Coronakrise rammer os - og hele branchen - ret hårdt på dette tidspunkt. Men jeg synes at vi har vi et socialt ansvar som vejer meget mere end det økonomiske aspekt," skrev Alexandra på facebook.

RASOI
Restaurant Rasoi holder lukket for gæster, men modtager take-away bestillinger og bringer mad ud. Levering er udvidet:

"Hvis  man skulle være forhindret i selv at hente eller er i karantæne, er denne service gratis."

traktoerstedet L1010668TRAKTØRSTEDET
På Naturcenter Amager havde Hanne Barild  i sidste uge travlt med at omlægge menu og indretning på Traktørstedet, så den kunne holde åbent trods covid-19 situationen.

"Vi har opsat håndsprit, fjernet en del af bordene og indført skrappe procedureer i køkkenet. Der kommer stadig en del mennesker. Vi tager stilling til, hvad vi skal gøre fra dag til dag," sagde hun fredag, imens køkkenhjælpen katrine bagte kager, og en ledergruppe fra Tårnby Kommune holdt frokostpause under  deres interne møde, som de holdt i Naturcentrets lokaler. Lørdag skinnede solen, og folk strømmede til Naturpark Amager. Der var pludselig pres på Traktørstedet, og søndag valgte Hanne Barild at gå ud med en ny melding: Fra tirsdag 17. marts ville der ikke længere være åbent for gæster, men salg af retter til aftensmad, kaffe og andre lækkerier ud af vinduet.

"Tak tl alle de søde gæster der har besøgt os, og støttet at vi ikke går under økonomisk, og på gensyn i næste uge" skrev Traktørstedet på sin fb-side søndag, hvor restauranten foreløbig lukkede ned klokken 15. Mandag skrev Hanne Barild til avisen:  "Jeg har besluttet at lukke for restauranten de næste 14 dage -i solidaritet med myndighedernes anvisninger. Dog vil vi informere om en evt TO GO løsning på web/fb. Og vi håber at vores gæster har det godt og at vi glæder os til gensyn <3".

mette bugge cobracph 2020COBRACPH
I   COBRAcph på Asger Jorns Allé melder Mette Bugge, at der fortsat er åbent.

“Mange er i tvivl, om vi har åbent, men det har vi! Noget godt ved denne pandemi er, at folk er begyndt at snakke sammen. Her til morgen var der fem forskellige nationaliteter i butikken, en italiener, en spanier, en argentiner, en fra Holland og to danskere. Vi snakkede vaner og forsigtighed og danskernes trang til at hamstre. Når vi kigger ud af vinduet, kan vi se hvordan folk kommer ud af Rema med hænderne fulde. Det er helt sindssygt, som folk handler ind,” 

Hun opfordrer til, at naboer og lokalmiljø husker på de små handlende.

"Mange af os er nye forretningsdrivende og har ikke meget på bogen til at stå imod med, så husk, at vi er her og har åbent. Vi har masser af frisk brød, kage, kaffe og ikke mindst tørgær!" 

Fra tirsdag 17. marts vil CobraCPH kun have plads til max 8 siddende, og insisterer på at holde max afstand mellem personale og gæster. 

"Har I den mindste snue eller hoste: BLIV HJEMME!", skriver CobraCPH.

 

THORSTEINSONS'S
 Torsteinsson's i Ørestad Syd vil indtil 28. marts kun holde åbent som vinbutik og i tidsrummet 13-18 tirsdag-søndag. 

"Dette betyder også, at vi desværre må aflyse alle bookinger og planlagte arrangementer. Vi kontakter alle, der har booket eller tilmeldt sig arrangementer, og beklager," skriver Stig Thorsteinsson.

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: