onsdag 18 september 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader  anmeldelser

Flip, rock og kærlighed

film leto sommerTrekantsdrama fortæller originalt nok historien om en vordende rockstjerne i firsernes Rusland, om oprør mod systemet og livet i undergrundens ungdom.

5stjernerTitel: Sommer. Originaltitel: Leto. Instruktør: Kirill Serebrennikov. Skuespillere: Teo Yoo, Roman Bilyk, Irina Starshenbaum. Varighed: 126 minutter. Premiere: 20. juni

• “Du må gerne kysse med Viktor,” siger den cool, langhårede rocksanger med solbriller til sin smukke kone Natalia, som også er mor til rocksangerens barn.

Begge ligger i sengen dybt betagede af det unge sangtalent Viktor, der brændende ønsker at blive en del af “klubben” i Sankt Petersborgs rockmiljø (Dengang Leningrad). Klubben er et koncertsted styret af de sovjetiske myndigheder, som gerne fremmer rockmusik, så længe det er socialt fremmende.

Men rocksangeren og musikpromotoren Mayk vil mere end det. Han dyrker som i vesten alle de bands, der har rykket ved normerne, sunget om stoffer og antiautoritære budskaber i 60’erne og 70’erne: Velvet Underground, David Bowie, Lou Reed, The Clash, Sex Pistols, you name it.

Han smugler pladerne hjem og spiller dem for Viktor, der synger spraglede, kantede tekster, der hylder rendestenen. Og Viktor er nysgerrig på at lære mere. For Mayk er hans forbillede. En af mest cool i “Klubben”.

Filmen er bygget på ægte, russisk kulturhistorie. Tyskfødte Teo Yoo med en russisk far og en koreansk mor, Teo Yoo, spiller den sovjetiske sanger Viktor Tsoi, en del af bandet Kino, der blev blandt de populæreste i firsernes Rusland og skabte “Kinomania”. Vi får historien om begyndelsen.

Filmen er filmet cool selvfølgelig i sort-hvid og bemærkelsesværdigt koreografisk med sungne klassikere: En scene i et tog, hvor en ældre, kommunistisk mand, konfronterer en ung Sid Vicious-lignende punker, bryder ud i nævefejt og Talking Heads-sangen: Psycho Killer. Under en tur i en bus synger passagererne og de to flirtende, Viktor og Natalia, Iggy Pop-nummeret 'The Passenger', mens grafiske streger i farver skaber en raket, de kan komme videre i.

“Men det skete ikke i virkeligheden,” siger en fortæller, der jævnligt dukker op i filmen. Drømmen brast. Scenerne illustrerer, hvordan det kunne have været, og hvor grå en hverdag, vi i virkeligheden befinder os i.

Og så ser vi i stedet en mere almindelig hverdagsscene.

Æstetikken er i top, og trekantsdrama fungerer. Både som et menneskeligt drive i fortællingen og også som generationsportræt, fordi de alle kæmper for noget større: Friheden fra firkantede firsersovjet under Gorbatjovs perestrojka, hvor totalitære Sovjet retfærdigvis arbejdede hen mod et mere demokratisk samfund.

Filmen fik masser af omtale i Cannes i 2018, fordi instruktøren Kirill Serebrennikov har husarrest i Rusland, og der bliver spekuleret i, at det skyldes hans kritik af blandt andet besættelsen af Krim. Staten beskylder ham derimod for at have tilfusket sig millioner fra staten til sit kulturelle nonprofitarbejde.

Uanset hvad der er op og ned for film- og teaterinstruktøren, har han fortalt et væsentligt portræt fra sin egen ungdom, der også kæmpede mod systemet. Med masser af rockmusik.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.